En tredjesemesterstuderende ved BioTeknologi har sat sig for at skabe en bæredygtig ølproduktion. Projektet kan på sigt samle flere studieretninger på DTU
Projektet var egentlig kuldsejlet i januar. DTU Systembiologi havde indgået en aftale med et af de store danske bryggerier om at udvikle en metode til at brygge mere CO2 venligt øl på basis af et helt nyt enzym fra Novozymes. Men da finanskrisen ramte, var bryggeriet nødt til at trække sig. En DTU studerende nægtede dog at give op:
”Jeg syntes, det var synd at opgive projektet, så jeg sørgede for at holde kontakten ved lige med Novozymes og skaffede midlerne her på DTU til at sætte det her lille forsøgsbryggeri op i samarbejde med Preben Bøje Nielsen fra Fødevareinstituttet,” siger Anders Nielsen om opstarten af det, der nu kan vise sig at blive det første studiedrevne ølbryggeri på et universitet i Danmark.
Mange øller små… Ved at lave en aftale med Novozymes om at bruge et helt nyudviklet enzym, kan Anders Nielsen skære udledningen af CO2 ned med ikke mindre end 8,2 gram per flaske. I sig selv måske ikke et prangende tal, men tag så med i overvejelserne, at alene danskerne konsumerer 500 millioner liter øl om året. Så begynder det måske at ligne noget.
”Det er så ikke kun på CO2 udledningen, man sparer. Denne brygningsmetode er også billigere i kroner og øre for producenten, fordi vi springer et helt led over i processen fra vand til øl på denne måde,” forklarer Anders Nielsen og går hen til mæskekaret for at forklare, hvor det er, DTU øllet er anderledes.
Klimapilsner Normal ølproduktion indebærer en proces, hvor der indgår malt. Historisk er kornsorten blevet anset for øllets grundlæggende ingrediens. Malten blandes med byg og vand, så byggen kan frigiv de enzymer, der bliver til forgærbart sukker. Dette sukker er essentielt i øllet, da det er det, der senere danner alkoholen i samarbejde med gæren. Herefter vil man tørre malten og riste den for at fremelske forskellige farver og smagsindtryk i det færdige øl. I Anders Nielsens udgave af et bryggeri er hele dette led sprunget over.
”Ved hjælp af enzymet er det muligt for os at forarbejde byggen, så vi kan undlade at benytte malt. Det sparer store mængder vand og energi til brygningen, hvilket udgør otte procents mindre CO2 alene. Men oven i det skal lægges maltets transport fra udlandet, fordi det er en importvare, så besparelsen er reelt noget større end de 8,2 gram per flaske. En anden positiv effekt er, at vi udelukkende kan benytte danske leverandører i denne produktion,” siger Anders Nielsen.
Øl har faglig relevans Nu er det ikke enhver bioteknologistuderende, der vil kunne gå ind og smække et funktionsdygtigt bryggeri sammen. Anders Nielsen har trukket på sin erfaring fra jobbet på Nørrebro’s Bryghus, hvor han har fået små fif til opskrifterne af den tidligere brygmester og selv lært meget om at sammensætte en behagelig øl. Hans uddannelse på DTU har til gengæld givet ham mulighed for selv at forfine ingredienserne ved bioteknologiske processer. Især den gær, der bruges til ølproduktionen har nydt godt af hans viden, og det er samtidig en mulighed for DTU’s bryghus i fremtiden for at udbygge sortimentet. For når malten er smidt ud af vejen mellem vand og øl, får gæren pludselig en særdeles fremtrædende rolle.
”Det er muligt at gemme små cellekolonier, som kan opformeres her på bryggeriet efterhånden som der er brug for dem. Det gør jeg ved hjælp af LB-plader, hvor jeg så småt er i gang med at opbygge et gær-bibliotek nu, der på sigt vil blive rygraden i bryghusets udbud af øl sorter,” lyder det fra Anders Nielsen
Men visionerne ender ikke med et gær-bibliotek. Der er allerede opmærksomhed på DTU’s bryghus fra mindre virksomheder i hovedstadsområdet, og fremtiden for øllets økonomiske fremtid tegner lyst. Men der skal også være en høj faglig relevans, mener Anders Nielsen.
Fremtiden: Institut for pilsner? Visionen for projektet er at videreudvikle ikke kun sortimentet af øltyper, men også at sprede hele entreprisen ud på hele Campus. I øjeblikket er Anders og Preben Bøje Nielsen de to eneste faste tilknyttet, hvor Anders trækker på ekspertisen i andre institutter, hvor det er nødvendigt. Men står det til den unge brygmester, så må det meget gerne ændres:
”Fremtidsscenariet kunne være, at vi engagerede hele DTU i det her. Der er så mange studieretninger, der kan tage aktiv del i det her. Der er faglig relevans for alle fra mekanik over elektro til management og alt der i mellem. Mulighederne er jo enorme for at skabe synergi mellem de mange forskellige ekspertiser her på DTU, og sammen skabe noget helt unikt. Det håber jeg meget, kan lade sig gøre. Forstil dig: DTU som selvforsynende ølproducent med eget studiedrevet bryggeri,” smiler Anders Nielsen, da han bliver bedt om at male drømmescenariet.
Fupmagere er ude efter din bil...
5-2-2010 - Livsstil og Forbrug
23-årig narrede syv biler fra godtroende bilejere. Du kan sikre dig mod fupmagere ved at følge en række enkle råd.I 2009 lykkedes det ifølge p...Læs mere
Offentligt ansatte sætter pris på trivsel og ti...
5-2-2010 - Erhverv og Økonomi
Et sundt psykisk arbejdsmiljø og god tid til kerneopgaverne giver de ansatte i kommuner og regioner arbejdsglæde og lyst til at blive i jobbet...Læs mere
Får du al den bredbånd, du betaler for?...
5-2-2010 - IT og Telekom
IT- og Telestyrelsen har lanceret en ny bredbåndsmåler. Med den nye bredbåndsmåler kan alle nu undersøge, hvilken hastighed, deres teleselskab...Læs mere